Nyheder
Nyheder

Designeren og præsten: To brødre om ånd og klæder

"Nøjsomme" og "legesyge" er to modstridende ord, brødrene Vibskov beskriver sig selv med. Den vestjyske opvækst og en fascination af storbyen og musikken har sat sig tydelige spor hos de to, der har meget tilfælles, selvom deres brancher ved første øjekast er vidt forskellige.

Per Vibskov (tv.) og Henrik Vibskov på Glyptoteket i København.
Foto: Nanna Reimers

Af Rikke Juul

Vi har aftalt at mødes på Glyptoteket, fordi designeren Henrik Vibskov har lavet nogle projekter her og udstillet, og fordi det er en god ramme for samtale. 

Der er en sofa lige ved personaleindgangen, med udsigt til de ansatte, som kommer springende duknakkede ind i læ for regnen udenfor. De veksler et par ord med portneren om det frygtelige vejr og forsvinder så i forskellige retninger. 

I næste nu opdager jeg Henrik Vibskov, som er ved at sætte sig i sofaen. Der er ingen paraply, ingen regnjakke, intet spor af vandmasserne på hans påklædning eller i det hår, der stikker ud under kasketten. Han er ganske uberørt af vejret i modsætning til sin storebror, Per Vibskov, provsten fra Nørrebro, der ankommer et par minutter senere, pakket ind i et tykt gult sejlerudstyr. 

Per Vibskov fortæller, at han allerede har måttet skifte tøj én gang i dag. Men nu har han fundet en passende rustning, og dermed træder han lige ind i den rolle, han er tildelt i interviewet. Nemlig den, at han som præst og provst repræsenterer en tradition, hvor det ydre er noget, man skal tage sig i agt for, fordi det kan korrumpere det indre og åndelige, mens designer og modeskaber Henrik Vibskov repræsenterer det ydre, skønheden og vores fremtoning. Jeg er nysgerrig på at finde ud af, hvor stor forskellen egentlig er, og interesseret i de indre dynamikker, der gør, at to brødre ender i så prestigefyldte positioner inden for så vidt forskellige fag.

Man er ikke i tvivl om, at de er brødre, som de går ved siden af hinanden ind i festsalen. De er meget høje. Med lange ben, som den yngste bror kan slynge rundt, det ene om det andet, som slangen rundt om kundskabens træ, da den fristede Eva med den forbudne frugt. Måske er det ikke tilfældigt, for ifølge Per Vibskov er det netop i det møde, at vi finder designtraditionens begyndelse.

”Eva opdager, hun er nøgen, da hun har spist, og så laver hun en 'figen-kjole'”, siger han og forsætter:

”Man kan sige, at Eva var den første designer. Siden syndefaldet har mennesket gået i tøj. Indenunder er vi ens, men vi har brugt tøjet til at skjule vores kroppe. Og det har i alle kulturer ført til, at man har også har smykket sig.”

Det er i syndefaldsfortællingen, at kristne finder forklaringen på, hvorfor mennesket er adskilt fra Gud. Er det mon også derfor, at man i den kristne tradition kan spore en mistænkeliggørelse af det ydre?

Henrik Vibskov mener, at det ville være stupidt at mistænkeliggøre det ydre på den måde: 

”I det hele taget findes der kun få religioner, der foregår i nøgenhed, et tomt rum. Det ydre og det indre spiller tæt sammen i alle religioner. Når man går ind i en kirke, oplever man en eksplosion af ydre indtryk. Rummet er spækket med symboler, særlige genstande, uniformer, alt sammen med til at skabe en stemning og fortælle en historie.”

Per Vibskov, går præster mindre op i tøj end andre faggrupper?

”Nej, jeg tror, det er en kliché. Karikaturen på den klassiske præstetype har været: en, der gik i tweedjakke, fløjlsbukser, røg pibe, og så var han for øvrigt mand. Men sådan er det ikke mere. Inde i kirken har præster selvfølgelig en uniform på i form af præstekjolen. Dens betydning er at fjerne fokus fra personen og sætte embedet i centrum. Men uden for kirkerummet er der i dag plads til, at præster går klædt, som de vil. De går op i det ligesom alle andre mennesker.”

Henrik Vibskov er enig: 

”Jeg tror ikke, at der findes ét menneske på jorden, som ikke er bevidst om sit spejlbillede, om det så er en sø eller en telefonskærm, man spejler sig i. Den bevidsthed går ikke kun på påklædning, men også på den sociale cirkel, man tilhører osv. Men hvornår er det forfængelighed? Forfængelighed findes i mange forskellige grader. I stedet for forfængelighed vil jeg hellere tale om tryghed og sikkerhed.”

I din påklædning skiller du dig ud fra mængden, er men er det ikke nærmere anonymiteten, som kan give tryghed?

”Jeg ved ikke, om jeg skiller mig så meget ud. Jeg har været vildere. Med alderen er jeg blevet mere afdæmpet. Det er nogenlunde det samme hver dag. Der er ikke så meget slinger i valsen. Jeg har min uniform, ligesom landmanden har sin. Han tager også nogle valg om morgenen, skal han vælge den gamle jakke, som han synes er mere behagelig, eller den nye. Ens påklædning er udtryk for mange valg, og det er spørgsmål om funktionalitet, personlige memories og så videre.”

Henrik Vibskov understreger, at tøjdesign og mode findes på mange niveauer og i mange afskygninger, ligesom der er stor variation og mange genrer inden for musikken.

 

Hvad er vigtigt for dig, når du designer?

”Jeg har forskellige tilgange, og det afhænger af, hvad det er, jeg arbejder med. Men jeg er meget optaget af historiefortællingen, og nogle gange starter jeg helt fra bunden og undersøger et bestemt koncept,” fortæller han.

Per Vibskov nævner, at broren havde et show og en kollektion, der hed gennemsigtighed, som netop handlede om det indre og ydre. Men Henrik Vibskov vil ikke konkludere noget med sin kunst. Beskueren skal præsenteres for forskellige lag og vinkler. Han kalder selv sin tilgang akademisk. Det ord falder mig en anelse tørt i forhold til de fantasifulde sceneshows, jeg har set billeder af. Jeg spørger, om man ikke med rette kan sige, at hans arbejde bærer præg af en legesyghed og humor. Det medgiver han, men man skal ikke forveksle humor med, at det skal være sjovt.

Per Vibskov griber fat i ordet leg, for det ord er heller ikke bare for sjov.

”Jesus siger, 'Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det'. Guds rige, det, som jeg forkynder og tror på, er et sted som er fyldt med leg. For hvad kendetegner børn? At de leger. Kunst er en leg med former, farver, ord, toner.”

Han opfordrer os til at kigge rundt i salen vi sidder i. Glyptotekets festsal, højt til loftet, søjler, skulpturer og smukt gulv. Han kalder det et tempel af kreativitet. Andres legesyghed med former påvirker og glæder os mange år efter.

Kreativ kommer af latin og betyder at skabe. Vi kalder Gud for Skaberen. Kan man sige, at vi i den kreative og legende proces er Gud nærmest, fordi vi bliver skabende som Ham?

”Jeg ved ikke, om vi er Gud nærmest. Men vi er tæt på. Men når man taler om kreativitet, skal man også huske på, at noget kan se legende let ud, men bagved ligger der timevis, ja, måske årtiers forberedelse af det, som nu ser legende let ud. Det kan være det at spille et instrument, at male et maleri eller lave en god og delikat havregrød. Det kræver øvelse. Men så kan der ske det, at vi træder ind i legen. Det rum hvor vi bliver fri af hverdagen, af arbejdet og bevidstheden om at skulle tjene til vejen og livet. Den voksne bliver sat fri. Hans-Georg Gadamer (tysk filosof, red.) har nogle afgørende tanker om, at der i legen bliver åbnet for noget, vi ellers ikke har adgang til.”

Har du ligesom din bror legen i din hverdag?

”Ja, i høj grad. I musikken. Vi har begge en baggrund i rockmusikken. Vi er ikke traditionelt uddannet inden for musikken, men har brugt mange timer på at øve og lege et udtryk frem, som andre måske synes kunne være værd at høre på.”

Deres søster Lone er også musikalsk. Hun sang og spillede guitar, og Per havde sin bas, men de manglede en trommeslager, så de forærede deres lillebror et trommesæt. Siden har han også spillet trommer med Trentemøller og Michael Simpson, og de to brødre har også optrådt sammen på Roskilde festival og ved flere gudstjenester. Den lille familieanekdote synes at være typisk for deres tilgang til livet. En ubekymret og legende, ja, næsten Klods-Hansk omfavnelse af tilfældigheder fører til eventyrlige bedrifter. Det er ikke mange tegn på traditionel karriereplanlægning.

Per Vibskov, du gik ud af 2.g. I dag er du meget belæst og boglig. Var det et oprør mod noget?

”Jeg var ikke boglig i 2.g. Jeg skulle noget andet og fik en læreplads som blikkenslager. Vi er vokset op i det jyske landskab, som Steen Steensen Blicher beskriver i sin litteratur. På et tidspunkt blev jeg fascineret af byer. Det begyndte med Silkeborg, så var jeg i Oslo og endte i London. Det var musikken, der førte mig rundt. Men det blev ikke ved med at være nok. Jeg søgte at forstå den større sammenhæng, som vi er indfældet i som mennesker. Først troede jeg, at jeg skulle være jurist, men jeg var begyndt at gå i kirke og interesse mig for teologien, og så endte jeg med at vælge det.

Har den ydre anerkendelse og de andres blikke på jer aldrig spillet en rolle?

Per Vibskov mener, at der i alle mennesker ligger et behov for anerkendelse: 

”Dermed har jeg sagt, at det gør der også i mig. Måske betyder det især noget, når man ikke følger den slagne vej. Men vi er også opdraget med et andet blik. Vores mor er sygeplejerske, og vores far var forstander for et alderdomshjem, og det har præget os i forhold til blikket for de svage. Det er også afgørende i min tro. Jesus er den, der ser de udstødte, dem som ingen andre har øje for eller ser ned på.”

Henrik Vibskov tøver med at beskrive deres tilgang til livet som legende. Han ser sig selv som et søgende menneske, der i en ung alder ville ud og se andet og mere end den sø og skov, de voksede op ved. Alle tre børn har haft noget uregerligt og vildt i sig, der til tider har gjort forældrene meget bekymrede. Men for Henrik Vibskov har det været en dybere søgen.

”Vi er også alle tre arbejdsomme. Vi er sådan nogle traktorer, der afslutter, hvad vi sætter i gang, og møder op, når der skal gøres noget. Vi fiser den ikke af.”

Han fortæller, at han netop har flyttet sit værksted og arbejdsplads ud til Carlsbergbyen. Der findes to porte. Den overdådige med elefanten, som bryggersønnen og Glyptotekets grundlægger står for. Men der findes også en mere stilfærdig port, bryggerfarens port, hvor der står ”Arbejde og Nøjsomhed”. De ord har vundet en genklang i noget i Henrik Vibskov. Han fortæller, at deres søster for noget tid siden skulle åbne en restaurant i nye lokaler.

”Gulvet var nogle store, gamle egetræsplanker. De var møgbeskidte, og så mødte familien op for at hjælpe. Vi stod på en række foroverbøjede og skurrede løs med hard-core, gammeldags skrubbemidler.”

I har vel råd til at hyre et rengøringsfirma?

”Der har du nøjsomheden,” nikker han.

I det hele taget er det gamle ord nøjsomhed på vej ind igen. For da vi taler om fremtiden for begges brancher, siger de, at klimaudfordringerne kommer til at sætte dagsordenen fremover. Skiftet er allerede godt i gang inden for tøjdesign. Da Henrik Vibskov blev uddannet, var fokus på formgivning og silhuetter, men nu bliver designstuderende undervist i materialer og bæredygtighed. I det hele taget mener han, at vi skal forbruge mindre og købe mindre tøj. Vi skal have fokus på funktionaliteten, at det skal holde os varme.

Undergraver du ikke din egen virksomhed med den holdning?

”Jo, måske. Men jeg har aldrig valgt design for at tjene penge. Så må jeg finde på noget andet at lave.”

Per Vibskov mener også, at vi skal have klima og miljø på dagsordenen i kirkerne. Kirken må ikke glemme, at vi som mennesker skal være jorden tro. Prædikanterne kan ikke kun holde fast i det indre, de skal have den ydre virkelighed med.

På vej ud efter provstens regntøj spørger jeg designeren, om han kunne se sig selv lave en messehagel. Det kunne han sagtens. Men han ville gøre det, som han går til andre opgaver. Han vil fortælle en historie og ikke tage udgangspunkt i en personlig tro.  

Udenfor regner ikke mere, og de to går afsted sammen. Da jeg kigger efter dem, tager jeg mig selv i at ønske, at de en dag laver et kirkeligt projekt sammen. Tiden er måske moden til en legesyg messehagel af nøjsomme genbrugsmaterialer?