Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Provsten samler og viser vejen

En ny undersøgelse af Københavns Stifts interne kommunikation under COVID-19 nedlukningen fastslår provstens særlige rolle som leder og formidler. 

Michael Krogstrup Nissen

Michael Krogstrup Nissen er provst i Amagerbro Provsti. Arkivfoto: Henrik Dons Christensen

Af Henrik Dons Christensen

Tidligere havde provsterne meget fokus på økonomi i kirkerne og tilsyn med præsterne. I dag er arbejdet bredere, og provsterne skal også forholde sig til relationel ledelse, rådgivning, facilitering og mægling. Det fortalte de om i artiklen ”Nye krav til provsternes ledelse” i 2019.

Den nye rolle kom for alvor på prøve i foråret 2020, hvor provsten blev de ansatte og frivilliges vigtigste kilde til rådgivning og omsætning af information.

En ny undersøgelse af kvaliteten af den interne kommunikation i Københavns Stift under nedlukningen og den gradvise genåbning af kirkerne viser, at provsten flere steder har spillet en afgørende rolle som bindeled mellem stift, Kirkeministeriet og andre myndigheder på den ene side – og præster, øvrige ansatte og menighedsråd på den anden side.

LÆS MERE:

Undersøgelse af kommunikation under COVID-19-nedlukningen

I alt deltog 297 deltog i undersøgelsen "Evaluering af corona-kommunikationen", som du kan læse her.

 

Et flertal i undersøgelsen oplever, at informationen omkring COVID-19-situationen i kirkerne er forståelig, tilgængelig og relevant. Vurderingen er mindre positiv, når det handler om muligheden for at give feedback, rose, klage eller stille spørgsmål om tolkningen af informationen. Provsterne var med til at afbøde for den manglende feedback, som undersøgelsen peger på.

De vigtigste informationskanaler har været nærmeste leder, DAP og biskoppens brev.

 

Pointer fra undersøgelsen

  • Ansvaret for omsætning lå i sognene, men var udfordret af for mange kommunikationskanaler, for sen og modstridende kommunikation oppefra og svag ledelsesstruktur.
  • Provsten var vigtig formidler, et vigtigt forbindelsesled mellem stift og sogne og satte ramme for videndeling mellem præster.
  • Biskoppen havde samlende rolle gennem breve. Biskoppen mindede om fællesskabet, og brevet var den ene stemme, som mange frivillige og ansatte efterspurgte under krisen.

Provst i Amagerbro Provsti Michael Krogstrup Nissen oplevede selv, at hans rolle som leder fik ny betydning i forbindelse med nedlukningen.

”Særligt i månederne lige efter nedlukningen havde jeg en helt ny opgave i at stå for kommunikation og oversættelse af de nye regler om coronavirus. Det skete over telefon, gennem daglige mails til sognene, og når jeg hjalp sognene med at implementere regler som for eksempel opmåling af kirkerummene, ” siger Michael Krogstrup Nissen.

Provsten har overblikket

En stor del af arbejdet med at indføre de nye retningslinjer i forbindelse med COVID-19 sker lokalt i kirkerne. En del af ansvaret ligger i menighedsrådene, hvor der for eksempel kan opstå uenighed mellem ansatte og arbejdsgiver. Her skal provsten både mægle og skabe en vis ensartethed på tværs af sognene.

”Menighedsrådene var meget optagede af, at tingene blev gjort rigtigt. Men selv om implementeringen sker lokalt, ville man ikke gøre det for anderledes end i nabosognet. Der har det hjulpet at have overblikket og kunne fortælle, hvordan man valgte at løse opgaven i de forskellige sogne, siger Michael Krogstrup Nissen.

Større tæthed mellem sognene

Michael Krogstrup Nissen synes, at der er opstået gode procedurer i kølvandet på krisen.

”Jeg har mærket en større tæthed i, at man ikke længere blot kan være sit eget sogn. Og en stor del af den forståelse kommer nedefra. Provstiet og den større helhed er blevet meget mere tydelig, ” siger han.

Daglige møder og sparring med de andre provster og biskoppen har været en god hjælp til at nuancere oversættelsen af vejledninger. Samtidig har der været en god udvikling mellem sognene om at gøre opmærksom på den store fortælling om den samlede folkekirke.

Blandt andet overvejer provstiet at gruppere kirkerne, så de kan assistere hinanden, hvis der opstår smitteudbrud lokalt. Initiativet kommer fra en af kirkerne i provstiet.