Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Dømmer du bogen på omslaget? Med Mia Amalie Holstein

Hvilke værdier er centrale for dig, og ser andre mennesker, hvad du står for? Mød Mia Amalie Holstein, 34 år, velfærdspolitisk chef i tænketanken CEPOS, medlem af Etisk Råd, klummeskribent og radiovært

Mie Amalie Holstein

Af Elsebeth Grummesgaard Gjesing
 

Hvad er dine vigtigste indre værdier?

Som 10-årig og mange år frem skrev jeg mine tanker om livet ned i en lille, sort og nu slidt notesbog, som jeg kaldte min ’tankebog’. Jeg var tidligt optaget af tanken om menneskers lighed i værdighed og om, at mennesker ikke skal reduceres til et køn, en social position eller et nationalt tilhørsforhold. 

Jeg blev også hurtigt meget optaget af frihed. Hvis vi er lige meget værd, hvem kan så tillade sig at begrænse andre? Mennesker skal være frie til at følge den vej, der er rigtig for dem, så længe de ikke skader andre.

Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?

Jeg kæmper for friheden i CEPOS, i Etisk Råd og i medierne. Nogle mennesker sætter livet på spil i kampen for frihed, herhjemme tager vi den for givet. Mit projekt lykkes mindre godt, når der sker ting i verden, som gør folk bange, og den politiske diskurs flytter sig i retning af tryghed, for der er et trade-off mellem tryghed og frihed, hvor friheden taber terræn, og vi får en forloren tryghed i bytte.

Svarer din selvopfattelse til den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?

På højrefløjen hører vi ofte, at vi er usympatiske eller kun går op i penge og profit. Man forveksler det borgerlige middel – markedet – med vores mål: det gode samfund. Uanset politisk overbevisning ønsker vi det samme: at skabe det bedst mulige samfund for alle. De højreorienterede ønsker en verden drevet frem af ’økonomiske midler’, af markedet, mens venstrefløjen foretrækker en verden styret af ’politiske midler’, altså regulering.

Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?

Min gymnasielærer Kim lånte mig engang sit eget eksemplar af Goethes ’Faust’ og sagde: ”Den skal du læse.” Han lærte mig, at man gerne må tvivle, at det ligefrem er mest rigtigt, og at mennesket må fejle, så længe det stræber. Det gav mig modet til, også udadtil, at stille spørgsmål og gå mod strømmen.

Har du oplevet at ændre syn på et andet menneske?

Da jeg for nylig blev mor, fik jeg et nyt syn på min egen mor. Jeg fik en bedre forståelse for, hvad hun har været igennem som alenemor, og hvorfor hun har gjort, som hun gjorde. Det er måske det smukke ved livet – at vi lærer hele tiden.