Nyheder
Nyheder

At søge efter mennesket i ondskaben

Denne artikel er fra det seneste nummer af Debatmagasinet, som udgives årligt af Københavns Stift. 

Gennem et langt arbejdsliv har Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef, mødt den bestialske ondskab. Alligevel bliver han ved med at søge mennesket bag. 
Fotos: Henrik Dons Christensen.

Af Allan Ivan Christensen

Blikket og hænderne. Det er det, der først falder mig ind, når jeg tænker på den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

Alle, der har set ham på tv, kan genkalde sig hans blik. Det er et opmærksomt blik, der kigger på os og samfundet på en omsorgsfuld, engageret og indimellem også bekymret måde.

Og så er der hænderne, eller hånden, for det er i bestemt ental, at ordet indgår i titlen på Bonnichsens første bog: "Hånden: en PET- og politikrønike."

Bonnichsen kan sige noget om os som mennesker og om vores liv. Det skyldes, at han har en naturlig interesse for det menneske, der står foran ham. Han har trykket mange i hånden: politikere, mordere, terrorister, mænd og kvinder, voksne og børn. Disse mennesker bærer han med sig i den samfundsdebat, han hele tiden insisterer på at deltage i.

En krigsforbryder i familien

Hvad er det med hånden i din bogs titel, hvilken hånd er det?

”Det er en af de ting, som jeg har slæbt rundt med mig og som – i hvert fald i forhold til min mor – var forbundet med skam, ikke mindst på grund af alle andres blikke på den hånd, som vi så. Jeg så hånden i 1946. Vi gik sammen i Haderslevs gader, og pludselig stopper vi op uden for arresthuset. En hånd vinker farvel til os. Jeg er 3-4 år gammel, og jeg har en klar fornemmelse af, at det her gør et klart og vigtigt indtryk på min mor.

Jeg bliver efterhånden i løbet af årene klar over, at det var hendes bror, der var på vej sydpå, hvor bødlen ventede på ham. For 15 år siden læser jeg så en artikel i Weekendavisen om en dansk krigsforbryder. Jeg ser navnet, og med ét ved jeg, at her kommer den sande, virkelige historie om min mors bror. Det var uhyggelig læsning.”

Bonnichsen stopper op et øjeblik i fortællingen og fortsætter så:

”Du må forstå, at det, der var slående for mig, var, at når man dykker længere ned i historien, så ser man jo et ungt menneske, der var optaget af at gøre den her verden bedre. Og det var ifølge ham ved at gå op imod den røde fare, altså kommunismen, og hvem var dog bedre til det på daværende tidspunkt end SS. Han lod sig indrullere i SS, kom til østfronten, hvor han blev såret og erklæret krigsuduelig, men bliver så forflyttet til en KZ-lejr. Dér udfører han sine uhyrlige gerninger, og det betyder, at han får en dødsstraf. Det, der er karakteristisk for mig, er, at et ungt menneske er optaget af en stor sag. Han kommer ind i et system, der foregøgler ham, at her er måden at gøre det på, hvilket er det, jeg kalder systemisk ondskab. Og han gik så hele vejen.”

Oplevelsen har præget Bonnichsens blik på de mennesker og de sager, som han har mødt igennem sine 41 år i politiet. Det er en oplevelse, der har skærpet hans blik både for det menneske, der altid findes bag forbrydelsens uhyrlighed – og for den systemiske ondskab.

At se mennesket i ondskaben 

Hans Jørgen Bonnichsen har set mange mennesker, der har begået uhyrlige forbrydelser som drab, børnemisbrug eller voldtægt. Og han har set, hvorledes mennesker– indimellem håbefuldt – har kastet deres blikke på et andet menneske. En sag står stadig meget stærkt for ham. En sag, der handlede om vold og svigt, men også om kærlighed, forelskelse og håb.

”Jeg havde en sag i drabsafdelingen i København. Det starter med en forelskelse. En kvinde og en mand bliver gift, men så viser det sig, at manden er dybt alkoholiseret. Konen bliver hånet og mishandlet, men hun holdt ud i 20 år. Og så prøver man at komme ind bagved. Hvad var hendes blik på ham og det, hun var udsat for? Og svaret var, at hun stadig troede, at der var håb, hvis bare hun viste ham kærlighed og støttede ham. Det endte så med, at hun slog ham ihjel.”

En anden, der slog ihjel, var nordmanden Anders Bering Breivik. Jeg spørger Hans Jørgen Bonnichsen, om han også kan se mennesket i ondskaben i tilfældet Breivik. Bonnichsen kigger væk i lang tid og siger så:

”Det kan være ekstremt svært en gang imellem. Men ikke desto mindre, så vil jeg have lov til at insistere på, at man søger efter mennesket i ondskaben. Når jeg kigger på Breivik, så ser jeg en sølle opvækst og hans anglen efter at få opmærksomhed – og hans anglen efter at få farens respekt. Men han bliver afvist hele tiden. Og på et eller andet givent tidspunkt siger han til sig selv:

’Det kan da godt være, at I ikke ser, at jeg eksisterer, men nu skal jeg eddermame vise jer, at jeg eksisterer. Det er en motivproces, man ofte ser i kriminalitet. Rockerne og deres måde at fremtræde på er vel også et skrig om opmærksomhed, når det kommer til stykket. Og der er altså nogen derude, som aldrig nogen sinde får den opmærksomhed, fordi vi ikke tør vende blikket rigtigt imod dem.”

Den fremstrakte hånd 

Hans Jørgen Bonnichsen forsøgte i sin tid i PET at se det andet menneske. At vende blikket imod det for derigennem at ændre dets blik på sig selv, verden og os andre.

”Hvis vi så et ungt menneske, der bevægede sig ind i nogle kredse, som han måske ikke selv var i stand til at styre, så var det utrolig vigtigt for os, at vi gik ind med vores blik og prøvede på at gøre ham begribeligt, at han skulle passe på. Altså sige: ’Pas på, kære ven. Du kan komme i en situation, hvor du ikke kan styre dig selv og det, du står i. Og det kan medføre forfærdelige ting for dig og din familie og det samfund, som du nu engang lever i.’

En sådan samtale kan sommetider være med til at ændre personens blik. Det havde i hvert fald ofte en effekt. Det er jo egentlig en bekymringssamtale. Og det er bekymringen, som vi lægger frem for dem, men vi gør det jo omsorgsfuldt. Folk tror altid, det er den knyttede næve, det drejer sig om i PET. Men det er den fremstrakte hånd.”

En fremstrakt hånd savner Bonnichsen i dag. Han savner den hånd, der strækker sig imod den fremmede. Han har selv mærket de fordomme, som vi indimellem føler, når vi møder et menneske, der ikke ligner os:

”Jeg har selv oplevet det engang på Jarmers Plads. Jeg kørte rundt og rundt for at parkere. Pludselig så jeg en ledig parkeringsplads. Jeg kørte ind, og så kunne jeg godt se, at der var en bil bagved med en person af anden etnisk oprindelse. Jeg tænkte ’av av av’, jeg havde jo hørt om trafikvold, og han kom farende hen imod mig. Jeg tænkte ’nu skal du passe på’ og låste døren og rullede vinduet en lille smule ned. Så stikker han mig en parkeringsbillet og siger: ’Den er ikke udløbet.’ Jeg blev så flov. Og dér må jeg jo erkende, at man jo bliver påvirket på en eller anden måde.”

Jeg har meget stor respekt for kirken, men jeg synes, at den godt en gang imellem kunne lade sin røst lyde i forhold til offentligheden.

Hans Jørgen Bonnichsen , Tidligere operativ chef for PET

Og fordomme fylder mere og mere. Det hele starter med blikket, vi møder andre med:

”På et tidspunkt kendte jeg en libaneser. Han var velintegreret i det danske samfund. I 1992, da vi vandt europamesterskabet i fodbold, så tager han med i en bus ind til centrum for at fejre det. Og alle jublede ’vi vandt, vi vandt’. Så er der én, der siger: ’Du dér! Det var os, der vandt!’ Det var jo en klar afvisning af en mand, der virkelig følte, at han var en del af det her fællesskab, og så får han sådan én over snosken. Og det er der mange, der får.”

Og her har vi alle et ansvar, hævder Hans Jørgen Bonnichsen. Et ansvar for, hvordan vi ser på andre mennesker. Ser vi kun på det ydre – alt det, der er formet af vores fordomme – eller ser vi også på det indre. Ser vi også det menneske, der gemmer sig bag vores fordomme. Det handler dybest set om, hvilke blikke – og hvilke ord – vi kaster på andre:

”Kig på det tredje riges sprog. Kig på, at ord rent faktisk kan føre til mord. Og der er kun et ’m’ til forskel mellem de to ord. Vi skal passe alvorligt på, for vi er langt nede ad slisken i øjeblikket med hensyn til ikke at være i stand til at se eller sætte os i den andens sted. Og det kunne jo være, at det var hensigtsmæssigt, hvis politikerne – som de kloge og begavede mennesker de er – begyndte at hjælpe os på vej mod en mere anstændig og fornuftig måde at tale om andre på, i stedet for at de bare glider med.”

Og dette ansvar gælder også kirken:

”Jeg har meget stor respekt for kirken, men jeg synes, at den godt en gang imellem kunne lade sin røst lyde i forhold til offentligheden. Man har brug for det en gang imellem. Og det sker sjældent.”

Vi har alle et ansvar

Hans Jørgen Bonnichsen ser med bekymring på denne udvikling. Og fraværet af det empatiske blik. En bekymring, der bunder i, at det med tiden vil gå ud over vores samfund:

”Vores viden om muslimer må jeg erkende er meget, meget lille. Den er formet af Ekstra Bladet, BT og andre, der altid føler, at det er en god historie at lave islam-bashing. Jeg har en meget stærk kontakt til en meget begavet, indsigtsfuld og meget dygtig politiassistent, der har arbejdet i Vollsmose igennem mange, år. Når jeg hører ham berette om, hvordan folk reagerer på nogle af de udtalelser, man hører for eksempel fra Rasmus Paludan, så må jeg erkende, at det selvfølgelig har en effekt i forhold til dem. Man skubber dem væk. Og vi risikerer, at polariseringen bliver større og større. Man ser jo allerede tendenserne i højreekstreme kredse, se for eksempel på hændelserne i Christchurch i New Zealand eller i Norge.”

Og her inddrager Bonnichsen den århusianske teolog K.E. Løgstrup, der livet igennem beskæftigede sig med det enkelte menneskes ansvar for andre mennesker:

”Løgstrup er jo et fantastisk eksempel. Han fortæller os, hvilken betydning vi har i forhold til andre mennesker. Vi holder altid et andet menneskes liv i vores hånd. Vi kan gøre den andens dag lys, men vi kan også gøre den mørk. For mig er Løgstrup en person, der er i fuldstændig harmoni med min opfattelse af, hvordan man bør være,” siger Bonnichsen.

”Nu siger jeg hele tiden ’hvordan man bør være’, men jeg slås jo også med mine indre dæmoner. Jeg må også indimellem stoppe op og prøve at få blikket væk fra mørket. Ondskaben er en del af os selv, og grusomheden har et menneskeligt ansigt. Det ligger jo også i mig.”

Der er også lys og håb

Bonnichsen gør opmærksom på ansvaret igen og igen. Og når han holder foredrag for unge mennesker, inddrager han ofte et digt af Morten Nielsen, der starter med disse ord:

Hurtige, lyse stemmer, der hvirvlede ud i det blå… 
du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstå. 
Svedig og fed og dum… helvede satte på spring 
og væltede dig og cyklen. Vi stod og lo omkring.

Et digt, der handler om mobning og om konsekvenserne:

Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat. 
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat. 
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.

”Jeg siger til de unge, at hvis vi ikke er åbne overfor, at der findes nogen omkring os, som vi skubber fra os eller som vi mobber, så kan man risikere at komme i en situation, hvor vi medvirker til, at den pågældende iklæder sig skrårem, iklæder sig knojern og er i stand til at gøre uhyrlige ting. Og dermed har vi altså også et personligt ansvar i forhold til de personer, der er udsat for disse ting, altså mobning og eksklusion.”

Men Hans Jørgen Bonnichsen ser ikke kun mørke, han ser også lys og håb:

”Én ting kan altid glæde mig. Når jeg ser en børnehave, der er ude og gå. Når man ser de her små rollinger i alle mulige forskellige farver, havde jeg nær sagt. De går og holder hinanden i hånden. Dér ser jeg et håb uden lige. Det er vores eller min generation, der måske er værst, når det kommer til stykket. De små unger vil aldrig tænke på, om du kommer fra Afrika, Grønland eller Sverige. De har alene blik for den, de går med hånd i hånd. Det er jo vidunderligt at se, og det fryder mig hver eneste gang!”


Blå bog

Hans Jørgen Bonnichsen (født 1943) er tidligere chefkriminalinspektør hos rigspolitichefen og operativ chef ved PET.

Han har skrevet bøgerne “Tvivl på alt og tro på meget: Jagten på sandhed – Politiets afhøringsmetoder” og “Hånden: en PET- og politikrønike."

___________________

DEBATmagasinet 2020

Hvert år udgiver Københavns Stift DEBATmagasinet. 

Bladet sætter fokus på et aktuelt tema, som bliver belyst og debatteret bredt.

Temaet for DEBATmagasinet 2020 er "det indre og det ydre".

Læs det gratis her