Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ny administrationschef: Samarbejde i centrum

Vesterbros Sogns værdier og et arbejdsliv tættere på almindelige mennesker er årsagerne til, at Randi Stenholt-Jacobsen nu er administrationschef i sognet. Efter 20 år som klassisk embedsmand i Beskæftigelsesministeriet glæder hun sig til at bidrage til samarbejde og rummelighed i den mangfoldige kirke.

Hun har kun arbejdet 5 dage i folkekirken. Men Randi Stenholt-Jacobsen er ikke i tvivl om sit vigtigste fokus, og hvor udfordringerne ligger: I det store Vesterbro Sogn med 7 kirker, 13 præster, 30 andre ansatte og ”et kæmpestort menighedsråd”, som hun selv siger – så handler det om samarbejde.

”Og det glæder jeg mig til! For jeg har en forventning om, at jeg kan binde sammen – og være kittet. Jeg er meget inddragende og lyttende i min ledelse. Jeg vil vide, hvad folks holdninger og interesser er,” siger hun.

For det er forudsætningen for at kunne gøre det, som er administrationschefens ansvar: sørge for at driften kører godt og effektivt, så folkekirkens andre ansatte kan gøre det, de er bedst til.

Her er det, at Vesterbros værdier kommer ind: ærlighed, åbenhed, tillid og samarbejde, som Randi Stenholt Jacobsen noterede sig, da hun lavede research på stillingsopslaget.

”Det er ikke mig, der skal få de gode idéer til, hvordan kirken på Vesterbro kan blive endnu mere relevant for borgerne. Men jeg kan bidrage ved at understøtte, så de rigtige får frigjort ressourcer til at lave det gode stykke arbejde. Og jeg har stor tillid til, at det vil ske, og at jeg kan være med til at styrke samarbejde på tværs af meget forskellige fagligheder, frivillige og samarbejdspartnere.”

Tydelighed giver rummelighed 

Stillingen i Vesterbro Sogn er også attraktiv for Randi Stenholt-Jacobsen, fordi hun efter mange år i statens tjeneste har lyst til at være tættere på almindelige mennesker.

”Arbejdet i Beskæftigelsesministeriet har været meget spændende. Men det politiske er også krævende med sit helt eget liv, og jeg oplever, det er meget langt væk fra borgerne”.

Nu ser hun frem til en hverdag, hvor hun kommer rundt i det store sogn og få lært kirkerne og de mennesker, der er knyttet til dem at kende.  

Og hun er allerede betaget af mangfoldigheden i sognet. Som også giver nye perspektiver for en ny chef med solid ledelseserfaring. 

”Jeg vil gerne i mit arbejde skabe tydelighed på en måde, så alle kan være med. Det vil sige: Acceptere folk, som de er, og give plads – at vi som arbejdsplads også er rummelige og mangfoldige, som folkekirken i sit væsen er. Det anser jeg for et stort gode.”  

Om den nye administrationschef

Randi Stenholt-Jacobsen er jurist fra Københavns Universitet. 

Hun har været teamchef i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, daglig leder i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse og souschef i Arbejdsskadestyrelsen. 

Privat er Randi Stenholt-Jacobsen gift på 25. år og har to voksne børn.